I 2013 fremlagde de to amerikanske forskere Michael Morgan & David Carrier en ny teori vedrørende den menneskelige evolution (udgivet i tidsskriftet Biological Reviews). Teorien argumenterede for grunden til, at menneskets ansigt er fladt; at vi gennem årtusinder har slået hinanden i hovedet. Ifølge Morgan & Carrier er vores lange abesnuder af sikkerhedsmæssige årsager gradvist blevet erstattet af et mere fladpandet look, på samme måde som vores lange abefingre med tiden er blevet kortere – angiveligt med det formål at være bedre egnet til knytnæveslag. I 2014 lavede jeg et performativt værk med titlen Flat Face Theory, opkaldt efter teorien, som indgik i en udstilling om aggression set fra et evolutionært perspektiv.

I mit kunstneriske virke beskæftiger jeg mig ofte med kulturelle og biologiske sammenhænge. Desuden er jeg selv tilhænger – og udøver – af slåskampe (på en sporty måde). Siden 2009 har jeg trænet Thai-boksning på ugentlig basis i klubben Copenhagen Muay Thai. Træningen er både vigtig for mig som adspredelse, og som et slags fysisk og mentalt fundament for min kunstneriske praksis.

Thai-boksning hjælper mig i forhold til at kunne håndtere tunge, skulpturelle værker, og til at overskue de stressende situationer, man kan komme ud for, når man arbejder inden for et fag præget af økonomisk usikkerhed og andre prækære forhold. Desuden er det nogle gange lettere at have et afslappet forhold til virkelighedens konformitet, hvis man lige har slåsset lidt først.

I perioder med modgang finder jeg styrke i en vedholdenhed, som jeg forestiller mig, kommer fra træningen – hvor man konstant bliver presset, og lidt ligesom i kunstverdenen lærer, at man hurtigt bliver nød til at komme ovenpå igen, når tingene ikke går, som man havde forventet.

Når man træner op til en kamp, kan det minde om en slags askese, hvor man fokuserer og udelukker uvedkommende indtryk og stimulanser. På en måde kan træningen, når den er mest intens, ses som en slags ø-boer-tilværelse, hvor man mest forholder sig til den kommende kamp og dem, man ser i klubben.

Måske er der her en lighed med dét at være billedkunstner. I travle perioder, hvor jeg arbejder mod en udstilling, er det også mest dem fra atelierfælleskabet, jeg ser.

Det er sjovt, hvordan de fælleskaber, man indgår i, påvirker én, og hvordan man omvendt er med til at sætte sit præg på fælleskabet; det sker jævnligt, at jeg laver illustrationer og forskellige designs til klubben. Til gengæld har jeg fået et lidt fladere ansigt, og min tøjstil er blevet mere sporty; jeg er fx blevet ret glad for joggingtøj, og den måde, det både gør hverdagen mere adræt og afslappet.

Klubbens medlemmer kommer fra mange forskellige nationaliteter, og består af folk fra vidt forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Det giver en særlig stemning, hvor forskellige veje møder og krydser hinanden.

Klubben kan let opsluge én. Der er mange, som bliver hooked, efter de har været der et par gange.

Man glemmer sig selv i træningen – man opløses i varmen og den kollektive larm fra slag og spark som rammer boksepudder og sandsække.

Endorfiner, springer som små delfiner – og man zoner ud i et energisk bad af sved og pulserende rytmer.

Silas Inoue
2021